Ensom?
Af Nina Bentzen
Ensomhed er en kompleks og subjektiv oplevelse af isolation, tomhed eller adskillelse og det kan medføre negative følelser, som tristhed, angst, skam eller vrede. Ensomhed kan overordnet set opstå, når der er uoverensstemmelse mellem de sociale relationer en person har, og de relationer vedkommende ønsker sig eller har brug for.
Grundfølelser, der aktiveres ved ensomhed:
- Tristhed: Følelsen af tab eller mangel på forbindelse kan føre til en dyb følelse af tristhed.
- Angst: Ensomhed kan udløse angst, især hvis personen føler sig usikker på, hvordan de skal skabe eller opretholde relationer.
- Skam: Nogle mennesker føler skam over deres ensomhed, hvilket kan forværre følelsen af isolation.
- Vrede: Der kan også opstå vrede, enten rettet mod sig selv eller andre, fordi den omsorg, støtte og kontakt der tilbydes kan opfattes som mangelfuld.
Ensomhed kan påvirke både ens mentale og fysiske sundhed negativt, og det er vigtigt at finde måder at håndtere og reducere denne følelse på.
Hvornår opstår ensomhed?
Ensomhed kan ramme os alle på forskellige tidspunkter i livet, og kortvarig ensomhed er ganske ufarlig samt en naturlig del af at være menneske. Ensomhed opleves forskelligt fra person til person og kan opstå som respons på følgende:
- Relationelle traumer, fx hvis man mister nære relationer eller oplever udstødelse af betydningsfulde fællesskaber fx familien.
- Overgange i livet, fx skilsmisse, opsigelse fra job, flytning, børn flytter hjemmefra, tab af ægtefælle
- At leve i et dysfunktionelt forhold
- Ringe sociale færdigheder og lavt selvværd, fx at have svært ved at regulere sig selv eller at udtrykke sine følelser
- At man har svært ved at sætte grænser, fx siger ja til at hjælpe/deltage i aktiviteter, man egentlig ikke ønsker
- Mentale sundhedsudfordringer, fx angst, stress, depression
- Præstationspres, fx studerende, der trækker sig fra fællesskaber
Fakta om ensomhed?
Forskning viser, at langvarig ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for vores helbred. En undersøgelse fra Syddansk Universitet har vist, at ensomhed og social isolation er forbundet med en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes og hjertekarsygdomme. Ensomhed kan også påvirke vores mentale sundhed negativt, hvilket øger risikoen for depression og angst.
En anden vigtig pointe fra forskningen er, at ensomhed ikke nødvendigvis handler om at være alene, men om følelsen af at mangle meningsfulde sociale relationer. Dette understreger vigtigheden af at arbejde med de underliggende følelsesmæssige og psykologiske faktorer, der bidrager til ensomhed.
- 19 % af unge 16-24-årige føler sig alvorligt ensomme – andelen er størst hos unge kvinder, hvor det er knap hver 4. unge kvinde, der føler sig svært ensom.
- 470.000 danskere i alderen 16 år og opefter oplever alvorlig ensomhed – det svarer til ca. 9,6 % af befolkningen
- Kortvarig ensomhed er helt normalt og ufarligt
- Langvarig ensomhed bevirker en stresstilstand i kroppen, som påvirker både fysisk sundhed og trivsel. Unge, der føler sig svært ensomme over længere tid, har bl.a. forhøjet risiko for depression, forhøjet blodtryk og søvnforstyrrelser
- Ensomhed er en følelse og afhænger af den enkeltes sociale behov – det handler mere om kvaliteten af ens relationer end om antallet
- Personer, der føler sig svært ensomme, lever i gennemsnit seks måneder kortere end personer, der ikke oplever svær ensomhed
(Kilde: Ensomhed i Danmark, Lasgaard et. al., DEFACTUM, 2020, Danskernes Sundhed 2023, Den Nationale Sundhedsprofil, Statens Institut for Folkesundhed, SDU, 2024)
At være alene vs. at føle sig ensom
At være alene og at føle sig ensom er to forskellige oplevelser. At være alene kan være en positiv og selvvalgt tilstand, hvor man nyder sit eget selskab og bruger tiden på selvrefleksion, hobbyer eller afslapning. Ensomhed derimod er en negativ oplevelse af isolation og mangel på meningsfulde relationer.
For at arbejde med og ændre oplevelsen af at føle sig ensom, kan man:
- Selvrefleksion: Brug tid på at forstå dine følelser. Hvornår føler du dig ensom, og hvornår nyder du at være alene? Hvad udløser disse følelser?
- Opbyg meningsfulde relationer: Arbejd på at opbygge dybere forbindelser med mennesker omkring dig. Dette kan være gennem fælles interesser, frivilligt arbejde eller deltagelse i sociale aktiviteter.
- Vær tålmodig og selektiv: Det tager tid at opbygge nærende og sunde relationer og dem, du har bør plejes. Ikke alle relationer er støttende og gode, hav fokus på dine inderste værdier, behov og ønsker og plej de relationer, der er i overensstemmelse med det, og som giver dig glæde.
- Sæt grænser: Lær at sige nej til sociale forpligtelser, der ikke giver dig glæde, og fokuser på de relationer, der virkelig betyder noget for dig. Vær okay med at vælge mennesker, der ikke gør dig godt, fra.
- Egenomsorg: Brug tid på aktiviteter, der giver dig glæde og ro. Dette kan hjælpe med at reducere følelsen af ensomhed og øge din tilfredshed med at være alene. Sørg for at prioritere din fysiske og mentale sundhed ved at dyrke motion, spise sundt og tag dig tid til selvomsorg.
- Prøv noget nyt: Gå på opdagelse nye steder, opsøg lokale arrangementer og begivenheder. Måske åbner det for nye oplevelser og møder.
- Søg professionel hjælp: Hvis følelsen af ensomhed bliver overvældende, kan det være nyttigt at tale med en terapeut, der kan hjælpe dig med at udforske og bearbejde dine følelser. I terapi kan du arbejde med, hvordan du tænker om en situation – og det kan ofte være her, roden til din oplevelse af ensomhed ligger.
Du kan kontakte mig
Foreninger i Danmark
Der er flere foreninger i Danmark, der arbejder med at bekæmpe ensomhed og skabe fællesskaber:
- Folkebevægelsen mod Ensomhed (https://modensomhed.dk/)
- En sammenslutning af over 85 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder, der arbejder for at bekæmpe ensomhed.
- Ældre Sagen (https://www.aeldresagen.dk/)
- Tilbyder rådgivning og aktiviteter for ældre, der føler sig ensomme.
- Sammen Mod Ensomhed (https://sammenmodensomhed.dk/)
- Et nationalt partnerskab med over 130 organisationer, der arbejder for at fremme inkluderende fællesskaber.
Ensomhed i forskellige aldre
Ensomhed kan opstå og opleves forskelligt afhængigt af alder:
- Unge
- Mange unge oplever ensomhed på grund af sociale medier og det pres, der følger med at opretholde en perfekt facade. Fx kan en ung person føle sig isoleret, selvom de har mange “venner” online, fordi de mangler dybe, meningsfulde relationer i det virkelige liv. Sammenligninger med idealiserede opslag og øjebliksbilleder kan give unge en følelse af utilstrækkelighed og ensomhed. Sociale medier kan hjælpe med at skabe og opretholde sociale fællesskaber, men også efterlade en følelse af FOMO (Fear of Missing Out), og derved øge ensomhedsfølelsen.
- Midt i livet
- For midaldrende kan ensomhed opstå som følge af livsændringer som skilsmisse, tab af job eller børn, der flytter hjemmefra. En midaldrende person kan føle sig ensom, fordi deres sociale netværk er blevet mindre, og de har svært ved at finde nye relationer.
- Ældre
- Ældre mennesker kan opleve ensomhed på grund af tab af ægtefælle, venner eller nedsat mobilitet. En ældre person kan føle sig isoleret, selvom de har en stor familie og gode bekendtskaber, fx fordi de savner de dybe relationer, de måske havde tidligere i livet eller at de ikke vil lægge nogen til last, da de ikke længere kan deltage på lige fod i sociale sammenhænge, frivilligt arbejde, arrangementer osv.
Tabu ved at indrømme ensomhed
Ensomhed er ofte forbundet med skam og tabu, hvilket kan gøre det svært for folk at indrømme, at de føler sig ensomme. Mange frygter at blive opfattet som svage eller utilstrækkelige, hvis de åbent taler om deres ensomhed. Dette tabu kan forhindre folk i at søge hjælp og støtte, hvilket forværrer deres følelse af isolation.
For at bryde dette tabu er det vigtigt at skabe en åben dialog om ensomhed og normalisere følelsen. Ved at dele vores egne oplevelser og lytte til andres, kan vi skabe et mere inkluderende og støttende samfund, hvor ingen behøver at føle sig alene.
Hvordan pårørende og medmennesker kan hjælpe
At opdage ensomhed hos andre kan være udfordrende, da mange skjuler deres følelser. Her er nogle tegn og måder, hvorpå pårørende og medmennesker kan hjælpe:
- Vær opmærksom på tegn: Ensomhed kan manifestere sig som social tilbagetrækning, manglende interesse i aktiviteter, lavt selvværd, eller fysiske symptomer som dårlig søvn og stress.
- Tag initiativ: Inviter personen til sociale aktiviteter, send en sms, ring personen op
- Invester i relationen: – Ikke kun tidsmæssigt, men vis ægte nærvær, lydhørhed og interesse, når du er sammen med personen og vær til stede i øjeblikket. Reel kontakt styrker relationen og mindsker ensomhedsfølelsen.
- Skab inkluderende fællesskaber: Åbn dine sociale cirkler og inviter andre ind. Dette kan være gennem fælles aktiviteter, frivilligt arbejde eller sociale arrangementer.
- Opfordre til professionel hjælp: Hvis ensomheden er alvorlig, kan det være nødvendigt at opfordre personen til at søge hjælp fra fx en terapeut.
Gode Podcast om ensomhed:
Til dig, der valgte at læse dette; Tak, for at du brugte din tid på dette skriv, jeg håber, det gav dig lidt til refleksion – Jeg ønsker dig en dejlig dag.