Angst

Psykoterapi Om mig Hvorfor vælge psykoterapi? Sådan arbejder jeg Behandling Individuel terapi Parterapi Børn, unge og trivsel Psykoedukation Forløb Terapeuten anbefaler Bøger Podcasts TED Talks mm. Praktisk info Priser Privatlivspolitik Etiske retningslinjer Blog Psykoterapi Om mig Hvorfor vælge psykoterapi? Sådan arbejder jeg Behandling Individuel terapi Parterapi Børn, unge og trivsel Psykoedukation Forløb Terapeuten anbefaler Bøger Podcasts TED Talks mm. Praktisk info Priser Privatlivspolitik Etiske retningslinjer Blog Har jeg angst? Af Nina Bentzen Hvad er angst? At være utryg og urolig af og til er en naturlig del af at være menneske, men når uroen og ængstelsen tager over, fylder vores hverdag eller gør os handlingslammede i (objektivt set) ufarlige situationer, så er der tale om angst. Angst er en følelse, som mange af os kender alt for godt. Uanset om du er barn, teenager eller voksen, kan angst føles overvældende og skræmmende. Jeg vil her dykke ned i, hvad angst er, hvorfor den opstår, og hvordan vi bedst kan håndtere den i hverdagen. Angst kan vise sig på mange måder, både fysisk og psykisk. Nogle af de mest almindelige symptomer inkluderer hjertebanken, sveden, rysten, svimmelhed, åndenød og en følelse af uro eller panik. Måske kan de redskaber, og den indsigt, du får i denne blog, hjælpe dig med at finde ro og styrke i din hverdag. Husk, du er ikke alene – hver 3. oplever angst i løbet af deres liv. Og angst er den hyppigst forekomne psykiske lidelse i befolkningen. Angst kan opstå af mange forskellige årsager, og det er ofte en kombination af genetiske, miljømæssige og psykologiske faktorer. Nogle af de mest almindelige årsager inkluderer: Genetik: Medfødt biologisk sårbarhed eller en historik med angstlidelser i familien kan øge risikoen for at udvikle angst. Traumatiske oplevelser: Tab af en nærtstående, misbrug eller alvorlige ulykker, kan udløse angst. Miljømæssige faktorer: Stressende livsbegivenheder som skilsmisse, arbejdsløshed eller økonomiske problemer kan også bidrage til udviklingen af angst. Hjernens kemi: Ubalancer i hjernens kemiske stoffer, fx serotonin og adrenalin, kan spille en rolle i udviklingen af angst.   Hvordan føles og opleves angst? Angst kan føles meget forskelligt fra person til person, men nogle almindelige symptomer kan inkludere: Fysiske symptomer: Hjertebanken, trykken for brystet, åndenød, svimmelhed, sveden, og en følelse af varme eller kulde. Psykiske symptomer: Konstant bekymring, nervøsitet, anspændthed, og katastrofetanker om, at noget dårligt vil ske, overdrevet ønske om kontrol (OCD) Adfærdsmæssige symptomer: Undgåelse af situationer, der kan udløse angst, og en konstant følelse af at være på vagt. Hvad sker der i hjernen ved angst? Angst er et resultat af, at vores ældste del af hjernen, kendt som reptilhjernen, tror, at vi er i livsfare. Denne del af hjernen inkluderer strukturer som amygdala, der spiller en central rolle i vores frygt- og stressreaktioner. Når du oplever et angstanfald er det en aktiveret amygdala. Den fungerer som en “alarmklokke” og sender signaler til resten af hjernen og kroppen om, at der er fare på færde. Amygdala reagerer på trusler, både reelle og imaginære. Selvom der ikke altid er en konkret fare, kan amygdala stadig udløse en intens angstreaktion. Når amygdala aktiveres, sender den signaler til andre dele af hjernen og kroppen om at forberede sig på kamp eller flugt. Det sker ved, at amygdala sender besked til en anden del af hjernen som hedder ‘hypothalamus’, som frigiver adrenalin. Adrenalinen bliver derefter sendt ud i vores blod, og påvirker vores autonome nervesystem. Dette system styrer ufrivillige kropsfunktioner som hjertefrekvens og vejrtrækning. Det autonome nervesystem inddeles i det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem aktiveres, når vi oplever, at vi er i fare, og gør os klar til kamp eller flugt. Omvendt er det parasympatiske nervesystem aktivt, når vi føler os sikre og afslappede. Når vores sympatiske nervesystem bliver aktiveret, sætter det gang i en masse processer i vores krop, med formålet at gøre os klar til at bruge en masse kræfter på enten at flygte eller kæmpe. Det er derfor, at vi får fysiske symptomer på angst fx hjertebanken. Ved at lære lidt om, hvad der sker i hjernen, når vi oplever angst, kan vi bedre forstå, hvorfor vi føler og reagerer, som vi gør, og hvordan vi kan arbejde med disse reaktioner for at reducere angst. Angst er altså en overaktiv amygdala, og man kan inddele aktiviteten i amygdala fx med disse farver/faser (kilde: Anette Prehn ”Hjernesmart”) Gul: En vis uro, følelsesmæssig sårbarhed, let til tårer, føle os lidt i følelsesmæssig ubalance, lidt irritable eller lidt kede af det. Rød: Kan gå meget i baglås, begynde at råbe højt, mærke panikken brede sig. Sort: Nedsmeltning – oplevelse af fuld panik indeni. De forskellige typer af angst Angst er en naturlig reaktion på stress og kan være en hjælp i mange situationer. Men når angsten bliver overvældende og hæmmende, kan det udvikle sig til en angstlidelse. Her er en oversigt over de mest almindelige typer af angst:   Generaliseret Angst Generaliseret angst er karakteriseret ved en vedvarende og overdreven bekymring over mange forskellige ting. Personer med denne type angst føler sig ofte konstant anspændte og bekymrede, hvilket kan påvirke deres daglige liv og velvære.   Panikangst Panikangst indebærer pludselige og intense anfald af frygt og ubehag, ofte uden nogen åbenlys årsag. Disse anfald kan være meget skræmmende og kan føre til fysiske symptomer som hjertebanken, sved og svimmelhed. Et anfald af panikangst er ofte kortvarigt, men fordi det føles så voldsomt, kan frygten for, at det sker igen give angst – angst for angsten.   Fobier En fobi er en intens frygt for en specifik ting eller situation, som normalt ikke udgør en reel fare fx araknofobi (frygt for edderkopper) og klaustrofobi (frygt for lukkede rum). Fobier kan begrænse en persons livskvalitet, hvis de undgår visse situationer eller steder.   Social Angst Social angst, også kendt som socialfobi, er en intens frygt for sociale situationer, hvor man kan blive bedømt eller kritiseret af andre. Dette kan føre til undgåelse af sociale sammenkomster og kan påvirke ens evne til at fungere i dagligdagen.   Posttraumatisk Stress (PTSD) PTSD kan

Tilknytning

Psykoterapi Om mig Hvorfor vælge psykoterapi? Sådan arbejder jeg Behandling Individuel terapi Parterapi Børn, unge og trivsel Psykoedukation Forløb Terapeuten anbefaler Bøger Podcasts TED Talks Praktisk info Priser Privatlivspolitik Etiske retningslinjer Blog Psykoterapi Om mig Hvorfor vælge psykoterapi? Sådan arbejder jeg Behandling Individuel terapi Parterapi Børn, unge og trivsel Psykoedukation Forløb Terapeuten anbefaler Bøger Podcasts TED Talks Praktisk info Priser Privatlivspolitik Etiske retningslinjer Blog Hvad er tilknytning? – hvilken betydning har det for dine relationer som voksen Af Nina Bentzen Tilknytning refererer til den dybe, følelsesmæssige forbindelse, der dannes mellem et barn og dets primære omsorgsperson(er) i de første spæde leveår. Denne forbindelse er afgørende for barnets psykologiske og følelsesmæssige velbefindende og danner grundlaget for senere relationer og sociale interaktioner. Ens tilknytningsstil har betydning for, hvordan vi agerer overfor vores søskende, venner og i arbejdsrelationer som voksne. Og særdeleshed hvordan vi opfører os i vores parforhold. Tilknytningsmønstre er nogle grundmønstre som vi har med os, der er skabt i interaktionen med vores første primære omsorgspersoner og de handler om, hvordan vi håndterer negative følelser i nære relationer. Vores tilknytningsmønstre bliver skabeloner i vores voksne liv for, hvordan vi opfatter andre i relation til os, og de forventninger vi har til håndtering og mestring af negative følelser. Tilknytningsteorien blev introduceret af psykologen John Bowlby og senere udforsket gennem forsøg af Mary Ainsworth. Kort fortalt så handler den om, at kvaliteten af de følelsesmæssige bånd, vi danner i den helt tidlige barndom, har betydning for alle vores nære relationer igennem hele livet. Jeg vil her beskrive de fire tilknytningsstile, som John Bowlby og Mary Ainsworth arbejdede med i deres studier. De Fire Tilknytningsstile Tryg tilknytning – ca. 60-70% af befolkningen Kendetegn ved trygt tilknyttede personer: Møder verden med tillid Har tillid til sig selv og et positivt selvbillede Er okay med at være alene Udviser naturlig handlekraft Kan opsøge følelsesmæssig støtte i svære perioder Har en effektiv følelses- og selvregulering Komfortabel med at være i tætte relationer med andre Kan være i og vise sårbarhed overfor andre Kan håndtere forandringer og udforsker gerne nye muligheder i livet Læs mere Børn med en tryg tilknytning føler sig trygge og beskyttede af deres omsorgspersoner. De har et erfaringsgrundlag, der bygger på, at ”når jeg er ked af det og viser det, så kommer min omsorgsperson og trøster mig”. Deres omsorgsperson er en tryg base. Barnet udforsker nysgerrigt verden og føler tryghed i at vende tilbage til omsorgspersonen for trøst og støtte, når de har brug for det. Og hvis det trygt tilknyttede barn bliver bange eller ked af det, så er omsorgspersonen en sikker havn, de kan søge trøst ved og blive trøstet af. Derved udvikler barnet evnen til at regulere deres egne negative følelser fx vrede, angst og tristhed. Barnet oplever omsorgspersonen som tilgængelig, og at ”hun er der for mig, hun ser mig og jeg kan dele mine behov og følelser med hende”. Det samspil i den spæde barndom giver barnet erfaringer i at regulere sine negative følelser, og at de følelser ikke er farlige, men en naturlig del af at være menneske. Et trygt tilknyttet barn fx i børnehaven er hurtig til at komme videre fra den negative følelse og komme tilbage i den gode leg. Denne tilknytningsstil skaber en solid base for sunde relationer senere i livet. Barnet udvikler et selvværd og en handlekraft af at blive mødt i sine behov på en tilstrækkelig nærværende måde. Barnet får en følelse af, at jeg er en, der er værd at trøste, når jeg er ked af det – jeg er værd at elske, jeg er værd at være sammen med, også når jeg har det svært. Omsorgspersonerne, der møder barnets behov på en tilstrækkelig nærværende måde, opbygger en tillid i barnet til at andre mennesker vil mig det godt – også når jeg har det svært og viser negative følelser. Det trygt tilknyttede barn oplever, at det er ufarligt at spørge andre om hjælp. Undvigende afvisende tilknytning – ca. 15-20% af befolkningen Kendetegn ved utrygt – undvigende afvisende – tilknyttede personer: Søger ikke hjælp og støtte hos andre Lav selvværd – kan kompenseres med selvtillid Ringe kontakt med egne følelser og svært ved at udtrykke egne behov og følelser Frygt for at binde sig Prioriterer uafhængighed Søger at være alene i stressfyldte og angstfrembringende situationer Kan tage afstand fra andre, når de har det svært eller viser negative følelser Har brug for meget tid til sig selv og egne interesser – i parforhold Bryder sig ikke om stor følelsesmæssig nærhed Kan have svært ved at vedligeholde relationer og forblive i et forhold Vigtigt ikke at miste kontrol over sig selv og sine følelser Læs mere Børn med undvigende tilknytning viser tendens til at undgå tæt kontakt med omsorgspersonen. De virker uafhængige og reagerer ikke stærkt på adskillelse. De viser ikke deres behov for trøst og omsorg. Vi kan ikke se på de børn, at de er stressede og ked af det ved fx adskillelse fra omsorgspersonen, men måles deres kortisolniveau, så vil det fremgå, at de er ligeså stressede ved adskillelse fra omsorgspersonen som de børn, der græder meget og viser deres behov tydeligt. For det undvigende afvisende tilknyttet barn vil den indre arbejdsmodel bære præg af visheden om, at ”hvis jeg skal være tæt på min omsorgsperson, så skal jeg ikke vise, at jeg er ked af det, vred eller bange – og det er bedst, hvis jeg klarer mig selv”. Dette skyldes, at barnet har lært i de tidlige leveår, at omsorgspersonen har svært ved at være med mig, når jeg viser, at jeg har det svært. Barnet tilpasser sit udtryk for sine behov – til ikke at vise dem. Denne strategi er effektiv, for det betyder, at barnet får lov til at være tættere på sin omsorgsperson, hvilket er livsnødvendigt for barnet. Dette er organiseret strategi, som barnet benytter sig af, og omsorgspersonens adfærd er forudsigelig, og derved kan barnet navigere efter det. Da barnet ikke viser sine negative følelser og ikke er trænet i at blive