Hvorfor vælge psykoterapi?

Et godt udbytte for dig

Årsagerne til at komme i terapi kan være mange. Vi gennemgår alle faser i livet, hvor vi føler os udfordret, forvirrede eller i krise. Det kan for eksempel være stress, livskriser, sorg, angst eller problemer i nære relationer. Det kan også være, man har behov for hjælp til en aktuel konflikt eller til at træffe en vigtig beslutning. Det er ikke altid man ved konkret, hvad det handler om. Der er bare en fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være. Det kan være man savner retning i sit liv eller oplever manglende glæde i sit liv.

Uanset årsagen, kan terapi hjælpe dig med at tackle en svær situation, bearbejde svære følelser eller se nye muligheder i dit liv.

Der findes mange forskellige retninger og metoder inden for psykoterapien. For at psykoterapi skal have et godt udbytte for dig, er en høj faglighed hos terapeuten et must og ligeledes er kemien og det gode samspil mellem terapeuten og dig.  Det er nemlig vigtigt, at du har tillid og føler dig tryg, når du skal tale om og arbejde med de ting, der er svære og sårbare for dig.

Høj faglighed hos terapeuten + kemien mellem klient og terapeut

=

Godt udbytte af terapi

Hvorfor vælge psykoterapi?

Vær kritisk med dit valg af psykoterapeut

Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel. Det skyldes, at der i Danmark ikke er fastsat regler for, hvornår en person må kalde sig for psykoterapeut. Derfor er en psykoterapeuts medlemskab i Dansk Psykoterapeutforening et kvalitetsstempel og din garanti for, at terapeuten har tilstrækkelig uddannelse og erfaring.

Som medlem af Dansk Psykoterapeutforening må jeg kalde mig Psykoterapeut MPF, når jeg er færdiguddannet, indtil da må jeg ikke anvende deres kvalitetsstempel og deres logo. Når man er psykoterapeut MPF betyder det, at man lever op til en lang række krav og kriterier for uddannelse og erhvervserfaring. Herunder, at jeg har en 4-årig psykoterapeutuddannelse fra et institut, som er godkendt af foreningen. I mit tilfælde Psykoterapeutisk Institut Aarhus. Samt at jeg har relevant grunduddannelse som Cand. Mag i Dansk og Psykologi fra AAU og kompetencer til at give dig den bedst mulige hjælp.

Hvorfor vælge psykoterapi?

Psykolog eller psykoterapeut?

Når vi bliver ramt af livet og søger professionel hjælp kan det være vigtigt at kende forskellen på psykolog, psykoterapeut og psykiater. Vi er beslægtede i den forstand, at alle tre faggrupper beskæftiger sig med menneskets mentale sundhed og hjælper folk med at få det bedre psykisk. Men der er også forskelle, som jeg kort ridser op her.

Psykoterapeuter tager udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der er et problem for klienten.

For psykoterapeuter godkendt af Dansk Psykoterapeutforening (MPF) adskiller psykoterapeuter sig fra psykologer på særligt tre områder:

Psykoterapeuter

Psykoterapeuter har i deres uddannelse gennemgået egenterapi og personlig udvikling. Terapeutens vigtigste værktøj er hans eller hendes egen person. Det er derfor et krav under uddannelsen, at psykoterapeuten har trænet de psykologiske og psykoterapeutiske teorier og metoder i praksis og mærket dem egen krop.

Psykoterapeuter har taget en fireårig uddannelse fra et privat psykoterapeutisk uddannelsessted. Psykoterapeuter har forud for uddannelsen som terapeut en tidligere omsorgs- og relationsfokuseret uddannelse, med min. 3 års erfaring med daglig direkte kontakt med mennesker. Psykoterapeuter bliver uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom relationer, sorg, kriser, stress eller angst. Psykoterapeuter uddannes ikke til at håndtere svære psykiske lidelser og stille kliniske diagnoser.

Psykologer

Psykologer tager også udgangspunkt i samtalen, men er uddannet til at vurdere og stille en diagnose på psykiske sygdomme. Psykologer har taget deres uddannelse på universitetet og vægten i psykologuddannelsen er overvejende på psykologiske teorier og metoder.

Det er indtil videre også kun psykologer, der tager imod henvisninger fra lægen. Det betyder også, at der ofte er lang ventetid hos psykologerne. 

Psykologer kan – i modsætning til psykiateren – ikke udskrive medicin til patienten. Selve uddannelsen til psykolog indeholder ikke et krav om egenterapi, men det gør specialistdelen; dvs. hvis en psykolog videreuddanner sig til specialist i psykoterapi, så er der et krav om 80 timers egenterapi.

Psykiatere

Psykiatere derimod er lægeuddannede med speciale i psykiatri. De kan som den eneste af de tre udskrive medicin og arbejder derfor ofte med personer med sværere psykiske lidelser. Også for psykiatere er psykoterapi en efteruddannelse.