Tilknytning

Psykoterapi Om mig Hvorfor vælge psykoterapi? Sådan arbejder jeg Behandling Individuel terapi Parterapi Børn, unge og trivsel Psykoedukation Forløb Terapeuten anbefaler Bøger Podcasts TED Talks Praktisk info Priser Privatlivspolitik Etiske retningslinjer Blog Psykoterapi Om mig Hvorfor vælge psykoterapi? Sådan arbejder jeg Behandling Individuel terapi Parterapi Børn, unge og trivsel Psykoedukation Forløb Terapeuten anbefaler Bøger Podcasts TED Talks Praktisk info Priser Privatlivspolitik Etiske retningslinjer Blog Hvad er tilknytning? – hvilken betydning har det for dine relationer som voksen Af Nina Bentzen Tilknytning refererer til den dybe, følelsesmæssige forbindelse, der dannes mellem et barn og dets primære omsorgsperson(er) i de første spæde leveår. Denne forbindelse er afgørende for barnets psykologiske og følelsesmæssige velbefindende og danner grundlaget for senere relationer og sociale interaktioner. Ens tilknytningsstil har betydning for, hvordan vi agerer overfor vores søskende, venner og i arbejdsrelationer som voksne. Og særdeleshed hvordan vi opfører os i vores parforhold. Tilknytningsmønstre er nogle grundmønstre som vi har med os, der er skabt i interaktionen med vores første primære omsorgspersoner og de handler om, hvordan vi håndterer negative følelser i nære relationer. Vores tilknytningsmønstre bliver skabeloner i vores voksne liv for, hvordan vi opfatter andre i relation til os, og de forventninger vi har til håndtering og mestring af negative følelser. Tilknytningsteorien blev introduceret af psykologen John Bowlby og senere udforsket gennem forsøg af Mary Ainsworth. Kort fortalt så handler den om, at kvaliteten af de følelsesmæssige bånd, vi danner i den helt tidlige barndom, har betydning for alle vores nære relationer igennem hele livet. Jeg vil her beskrive de fire tilknytningsstile, som John Bowlby og Mary Ainsworth arbejdede med i deres studier. De Fire Tilknytningsstile Tryg tilknytning – ca. 60-70% af befolkningen Kendetegn ved trygt tilknyttede personer: Møder verden med tillid Har tillid til sig selv og et positivt selvbillede Er okay med at være alene Udviser naturlig handlekraft Kan opsøge følelsesmæssig støtte i svære perioder Har en effektiv følelses- og selvregulering Komfortabel med at være i tætte relationer med andre Kan være i og vise sårbarhed overfor andre Kan håndtere forandringer og udforsker gerne nye muligheder i livet Læs mere Børn med en tryg tilknytning føler sig trygge og beskyttede af deres omsorgspersoner. De har et erfaringsgrundlag, der bygger på, at ”når jeg er ked af det og viser det, så kommer min omsorgsperson og trøster mig”. Deres omsorgsperson er en tryg base. Barnet udforsker nysgerrigt verden og føler tryghed i at vende tilbage til omsorgspersonen for trøst og støtte, når de har brug for det. Og hvis det trygt tilknyttede barn bliver bange eller ked af det, så er omsorgspersonen en sikker havn, de kan søge trøst ved og blive trøstet af. Derved udvikler barnet evnen til at regulere deres egne negative følelser fx vrede, angst og tristhed. Barnet oplever omsorgspersonen som tilgængelig, og at ”hun er der for mig, hun ser mig og jeg kan dele mine behov og følelser med hende”. Det samspil i den spæde barndom giver barnet erfaringer i at regulere sine negative følelser, og at de følelser ikke er farlige, men en naturlig del af at være menneske. Et trygt tilknyttet barn fx i børnehaven er hurtig til at komme videre fra den negative følelse og komme tilbage i den gode leg. Denne tilknytningsstil skaber en solid base for sunde relationer senere i livet. Barnet udvikler et selvværd og en handlekraft af at blive mødt i sine behov på en tilstrækkelig nærværende måde. Barnet får en følelse af, at jeg er en, der er værd at trøste, når jeg er ked af det – jeg er værd at elske, jeg er værd at være sammen med, også når jeg har det svært. Omsorgspersonerne, der møder barnets behov på en tilstrækkelig nærværende måde, opbygger en tillid i barnet til at andre mennesker vil mig det godt – også når jeg har det svært og viser negative følelser. Det trygt tilknyttede barn oplever, at det er ufarligt at spørge andre om hjælp. Undvigende afvisende tilknytning – ca. 15-20% af befolkningen Kendetegn ved utrygt – undvigende afvisende – tilknyttede personer: Søger ikke hjælp og støtte hos andre Lav selvværd – kan kompenseres med selvtillid Ringe kontakt med egne følelser og svært ved at udtrykke egne behov og følelser Frygt for at binde sig Prioriterer uafhængighed Søger at være alene i stressfyldte og angstfrembringende situationer Kan tage afstand fra andre, når de har det svært eller viser negative følelser Har brug for meget tid til sig selv og egne interesser – i parforhold Bryder sig ikke om stor følelsesmæssig nærhed Kan have svært ved at vedligeholde relationer og forblive i et forhold Vigtigt ikke at miste kontrol over sig selv og sine følelser Læs mere Børn med undvigende tilknytning viser tendens til at undgå tæt kontakt med omsorgspersonen. De virker uafhængige og reagerer ikke stærkt på adskillelse. De viser ikke deres behov for trøst og omsorg. Vi kan ikke se på de børn, at de er stressede og ked af det ved fx adskillelse fra omsorgspersonen, men måles deres kortisolniveau, så vil det fremgå, at de er ligeså stressede ved adskillelse fra omsorgspersonen som de børn, der græder meget og viser deres behov tydeligt. For det undvigende afvisende tilknyttet barn vil den indre arbejdsmodel bære præg af visheden om, at ”hvis jeg skal være tæt på min omsorgsperson, så skal jeg ikke vise, at jeg er ked af det, vred eller bange – og det er bedst, hvis jeg klarer mig selv”. Dette skyldes, at barnet har lært i de tidlige leveår, at omsorgspersonen har svært ved at være med mig, når jeg viser, at jeg har det svært. Barnet tilpasser sit udtryk for sine behov – til ikke at vise dem. Denne strategi er effektiv, for det betyder, at barnet får lov til at være tættere på sin omsorgsperson, hvilket er livsnødvendigt for barnet. Dette er organiseret strategi, som barnet benytter sig af, og omsorgspersonens adfærd er forudsigelig, og derved kan barnet navigere efter det. Da barnet ikke viser sine negative følelser og ikke er trænet i at blive