Barnet er vokset op i et miljø, hvor man ikke rigtig kunne tale om følelser, og følelser er lidt ubekvemme. Et miljø, hvor ”vi mander os op” og det med tale om følelser, er ikke noget ”vi” gør. Hvis barnet viser mange følelser, så mødes det med uforståenhed og ”ikke al det følesnak og pivseri”. Her erfarer barnet, at jeg bliver lidt afvist, når jeg viser følelser, så det er bedre at holde det inde og ikke gå ind i det følelsesmæssige – det lærer en adfærd, der viser, at jeg ikke har brug for hjælp. Det bliver udfordrende for barnet, for det undertrykker alle de sårbare følelser, og derfor tør det kun at vise de følelser, der umiddelbart ikke virker sårbare – fx vrede og frustration.

Det kan barnet vise uden at have brug for andre. Vreden eller frustrationen kan komme efter, at barnet har holdt mange følelser inde i lang tid. Et barn med de opvækstbetingelser kan virke udadreagerende og voldsom (for at dække over de sårbare følelser, det har ”lært” af dets opvækstmiljø som værende upassende). Den strategi, der hjalp barnet i et miljø, hvor sårbare følelser var noget man gemte væk, kan på et senere tidspunkt i barnets opvækst medføre, at andre børn/voksne trækker sig fra det eksplosivt reagerende barn.

Barnet er blevet mødt med en overbeskyttende tilgang, der er blevet passet rigtig godt på barnet, og det er fx kommet til udtryk ved, at når barnet udforsker verden ved at lege vilde lege, så har forældrene være meget opmærksomme på, om det kom til skade, faldt, og der var en stemning af ”er du ok?”, ”nu skal det ikke blive for vildt, det du gør”, ”pas nu på..”. Det fornemmer barnet, og der kan vise sig en begyndende mere passiv adfærd – ikke så vild og udforskende – en mere hjælpeløs og appellerende adfærd i retning af ”jeg ved ikke, hvad jeg skal, – jeg ved ikke, hvad der er brug for…”.

Det kan være barnets strategi at nedregulere naturlige behov for at udforske og derved opnå kontakten med forældrene, fordi det kan mærke, at forældrene bliver stressede af en ”for vild adfærd”. Så ved at give køb på en naturlig drift mod at udforske og undersøge verden, så vælger barnet en strategi, hvor det viser hjælpeløshed for at opnå en her og nu-kontakt med forældrene, hvor deres behov for at passe på deres barn tilgodeses. Barnet får samtidig den kontakt, som skaber tryghed og forudsigelighed hos barnet.

Så barnet giver køb på egne behov for at tilpasse sig til den form for adfærd, som giver mest positiv omsorg fra forældrene. Den slags strategi kan komme med en omkostning i form af, at barnet på sigt at være bange for verden, for det har ingen erfaringer med, hvad det kan klare i den, og det kan have den overbevisning, at det ikke kan klare noget, for det er det, barnet har erfaret i sin opvækst.